Lillebælt Halvmarathon udvider feltet og giver bedre plads til løberne
09.02.2009
Når det den 2. maj går løs til Lillebælt Halvmarathon, er det i år med flere nye initiativer, der skal gøre det endnu bedre at være løber.
Det har længe været et ønske fra arrangørerne ”Lillebælt I Løb”, at der kunne komme flere løbere med i løbet. En beslutning som Politi og beredskab nu har taget positiv stilling til. Det betyder, at Lillebælt Halvmarathon udvider med 2500 løbere til 10.000 deltagere. Med denne udvidelse af deltager- antallet udvider arrangørerne også opsætningen omkring løbet.
Bedre plads til løberne
For at afvikle løbet på bedst mulig måde og give hver af deltagerne mere plads, vil løbet i år have 2 startsteder. Løbet starter kl. 14 for alle. På Havnegade står de første 6000 tilmeldte. Ved startsted 2 i Hessgade står de næste 4000 deltagere. Når starten går, løber begge grupper af løbere af sted, - og efter 2.3 km fletter de sammen. "Der er flere fordele ved denne opsætning. Det betyder at vi fordobler bredden på startlinien og endnu vigtigere, alle løbere får hurtigere frit løb og kan komme ud på ruten," udtaler løbsleder Mads Stryhn
Med de 2 startsteder er der ingen tvivl om, at ruten sagtens kan klare de mange deltagere. Spredningen vil hurtigere mærkes af løberne. Ideen til de 2 startsteder har Lillebælt Halvmarathon lånt af Hamburg Marathon, der er et af Europas største marathonløb med 25.000 deltagere.
Lillebælt Halvmarathon glæder sig til at åbne for tilmelding til de 2500 ekstra startnumre.- Der er åbent fra tirsdag den 10 febr. Kl 10. – Ønsker man at sikre sig et af startnumrene, skal man ikke vente for længe, idet de første 7500 startnumre blev solgt på under 3 uger, heraf de første 2000 startnumre på under 1 døgn.
Lillebælt Halvmarathon 09 arrangeres i fællesskab af Fredericia og Middelfart Kommuner med klubben ”Lillebælt I Løb” som praktisk arrangør.