Varm vintermotivationen op - løb 10 km landevej

Frostgrader og sne i lange baner står igen på menuen for de danske løbere. Vintervejret slider på motivationen, og når udsigten til startdatoen for Lillebælt Halvmarathon, den 8. maj, stadig synes meget fjern, kan det være fristende at slække på træningen.
En metode, der kan varme lidt op under den frosne vintermotivation, er ved at krydre træningsforløbet med nogle delmål. Når man løbende kan se resultaterne af træningen, giver sliddet på landevejene bedre mening.
10 km er et realistisk delmål
Et passende delmål for Lillebælts-løberne i februar og marts måned kunne være et 10 km landevejsløb. 10 km er en distance, som de fleste løbere der træner mod Lillebælt Halvmarathon burde være i stand til at løbe på nuværende tidspunkt.
Desuden er det en klassisk distance, som mange har stiftet bekendtskab med, og som derfor er et godt pejlemærke for, hvor formen befinder sig. For dem som gerne vil løbe en god tid til Lillebælt Halvmarathon, kan en 10 km test give en indikation af, om formen er på vej i den rigtige retning.
Hvis der ikke er noget motionsløb, i nærheden af der hvor du bor, kan du selv måle en rute op og simulere en konkurrencesituation. Du kan eventuelt se, om du ikke kan få nogle andre løbere med på ideen, så konkurrencesimuleringen bliver mere realistisk.
Konkurrence giver et kick og rutine
Det at løbe motionsløb giver også nogle konkurrenceerfaringer. Det er individuelt, hvordan man mest optimalt at spiser, drikker og varmer op inden et løb. Jo mere rutineret du er til at forberede dig, jo større er sandsynligheden for at du får et gnidningsfrit løb.
Konkurrence mod andre løbere, kan også være med til at sparke motivationen i den rigtige retning. Det giver nemlig et kick, som er med til at minde en om, hvad der venter, når det går løs til Lillebælt Halvmarathon den 8. maj.
Du kan se alle danske motionsløb på www.trimguiden.dk
|