--

Borgmestre glæder sig over Lillebælt Halvmarathon



Med 10.000 løbere er Lillebælt Halvmarathon for alvor med til at sætte Trekantsområdet på landkortet. Og det er noget, der varmer hos borgmestrerne i Middelfart og Fredericia kommune.

”Vi ønsker at gøre byen kendt uden for kommunegrænsen. Og med så mange løbere og tilskuere er Lillebælt Halvmarathon et fyrtårn i det projekt,” siger Middelfarts socialdemokratiske borgmester, Steen Dahlstrøm.

Fredericias venstreborgmester Thomas Banke er enig i den vurdering.

”Løbet betyder rigtig meget. Deltagerantallet er næsten på højde med Københavns marathon, og det er noget af en bedrift i sig selv. Derudover får folk også øjnene op for de naturskønne omgivelser i Trekantsområdet. Og det betyder mere end nogen annonce,” siger Thomas Banke.

Fredericia og Middelfart kommune samarbejder hvert år om at arrangere Lillebælt havlmarathon.

Steen Dahlstrøm har også bemærket, at Lillebælt Halvmarathon har sat sit præg på bylivet.

”Man kan se folk træne i gaderne i månederne op til løbet, og folk vil også holde formen ved lige efter løbet,” siger Steen Dahlsttrøm.

De to borgmestre skal dog ikke selv deltage i løbet. Men inden starten går, holder de tale for løberne. De giver deltagerne et par råd med på vejen.

”Husk at drik vand og løb forsigtigt. Læg meget gerne mærke til den smukke ramme naturen skaber om løbet,” siger Thomas Banke.

”Pas på jer selv. Det vigtiste er, man kommer hel i mål,” siger Steen Dahlstrøm.