Ekspertkommentator spår tæt kamp blandt eliteløberne

Lillebælt Halvmarathon har igen i år deltagelse af det danske og engelske landshold. Hver nation har sin favorit til sejren både på herre- og damesiden.
Ekspertkommentator til Lillebælt Halvmarathon og assisterende landstræner David Møller fortæller om de bedste mandlige løbere: ”Der er lagt op til en jævnbyrdig duel mellem den bedste engelske løber, Matt Bond, og den firedobbelte danske mester, Jesper Faurschou.”
David spår dog, at Jesper på de sidste kilometer vil trække det længste strå.
Hos kvinderne har Maria Sig, der ved sidste års VM imponerede med 1.12.50 timer på halvmaratondistancen, fået skarp konkurrence af Kat Grimett, der lige har løbet 32.40 min på 10 kilometer landevej.
”Maria har ikke løbet konkurrence i lang tid, så umiddelbart burde Kat være favorit. Jeg tror dog at Maria er så stor en vindertype, at hun ikke vil give slip før alle kræfter er brugt,” siger David Møller.
|