--

Musik og djævle satte gang i Lillebælt Halvmarathon

Lillebælt Halvmarathon handler ikke kun om at gennemføre ruten, slå kollegaen eller den personlige rekord på distancen.

Elleve steder på den 21 kilometer lange rute blev deltagerne ledsaget i livemusik og flere kunstneriske installationer, som skulle give motivationen et nøk opad, hvis løberne mødte muren.

Konceptet hedder ”totalløb”. Her bliver løb, teater og kunst fusioneret. På ruten er der i alt tre løbsinstallationer.

Her skal løberne igennem ’Highway to hell’, hvor teater og livemusik skal sætte ekstra gang i stemningen. De to andre installationer, ’Egoløb med andre’ og ’Mødt muren - hop over’, skal få smilene frem, så løberne glemmer trætheden og det monotone løbemønster.

Gav ekstra energi

”Det er helt klart sjovere, end hvis der ikke skete noget undervejs. Særligt Highway to hell gav lidt ekstra energi,” siger Kristian Larsen på 24 fra Odense efter han er kommet i mål.

Inge Haltberg på 58 fra Kolding tog også positivt mod de nye kreative tiltag.

”Der var rigtig dejlig musik og rigtig god stemning. Mens andre havde musik i ørene, fik vi andre det undervejs. Djævlene var også meget festlige,” siger. Hun og glæder sig til at hvile benene i toget på vej hjem.