--

En strid om retten til Europas ældste kvindeløb.


Pressemeddelelse fra SPARTA.

ALT for damerne bruger deres navn i et forsøg på at stjæle Europas ældste kvindeløb fra atletikklubben Sparta, der har afviklet løbet med skiftende sponsorer (heriblandt ALT for damerne) siden 1981.?? Seneste træk i den usmagelige kamp fra ALT for damernes side var chokerende, da Spartas Løbskontor kom i besiddelse af ALT for damernes kvindeløbs T-shirt med et påtrykt label med følgende tekst (se vedlagte billede):

”ALT for damernes kvindeløb har eksisteret siden 1981. Det er ikke bare Danmarks, men hele Europas første motionsløb kun for kvinder”

En tekst der er kopieret fra Spartas pressemeddelelse udsendt den 10. marts vedr. Kvindeløbet 2010, som afvikles for 30. gang af Sparta den 21., 22. og 24. juni. Læs den omtalte pressemeddelelse her.

Det er objektivt forkert og vildledende, idet det er første gang, at ALT for damerne står som arrangør af et motionsløb for kvinder. ALT for damerne søger således på grov illoyal vis at stjæle den goodwill og de løbsdeltagere, som er knyttet til atletikklubben Spartas historiske løb. Dette er helt åbenlyst i strid med markedsføringsloven, og Sparta har da også under en retssag mellem parterne bedt Sø- og Handelsretten om at forbyde ALT for damernes markedsføring. ALT for damernes seneste ulovligheder vil blive inddraget i retssagen.